Det tænkte de andre også på, om de ikke sagde det, der var jo andet at tale om. Kommodeskuffen stod på klem og der viste sig en stor dukke, noget gammel var hun og klinket i halsen; hun så ud, og sagde: “Skal vi nu lege mennesker, det er jo altid noget!” og så blev der et røre, selv skilderierne vendte sig på væggen, de viste, de også havde bagside, men det var ikke for at sige imod.
Det var midt om natten, Månen skinnede ind ad vinduet og gav fri belysning. Nu skulle legen begynde og alt var indbudt, selv barnevognen, der dog hørte til det grovere legetøj. “Enhver er god for sig!” sagde den, “man kan ikke alle være af adel! Nogen må gøre gavn, som man siger!”
Pengegrisen var den eneste, som fik indbydelsen skriftligt, han stod for højt til at de troede, at han kunne høre den mundtlig, og gav heller ikke svar om han kom, for han kom ikke; skulle han med, måtte han nyde det hjemmefra, det kunne de rette sig efter og det gjorde de.
Det lille dukketeater blev straks stillet op således at han kunne se lige ind i det; de ville begynde med komedie, og så skulle der være te og forstandsøvelse, og med den begyndte de straks; gyngehesten talte om træning og fuldblod, barnevognen om jernbaner og dampkraft – det var jo alt sammen noget der hørte til deres fag og som de kunne tale om. Stueuret talte om politik – tik – tik! det vidste hvad klokken var slået, men man sagde at det gik ikke rigtigt. Spanskrørsstokken stod og var stolt af sin dupsko og sølvknap, han var jo beslået foroven og forneden; i sofaen lå to broderede puder, de var nydelige og dumme – og så kunne komedien begynde.
Alle sad de og så til, og der blev bedt om at man ville smælde, knalde og rumle, ligesom man var fornøjet til. Men ridepisken sagde, at han aldrig smældede for de gamle, men kun for de uforlovede. “Jeg knalder for alt!” sagde knaldperlen. “Ét sted skal man jo være!” mente spyttebakken; det var nu sådan enhvers tanke ved at være på komedie. Stykket duede ikke, men det blev godt givet; alle de spillende vendte den malede side udad, de var kun til at se på én led, ikke på vrangen; og alle spillede de udmærket, helt forud af teatret, tråden var for lang i dem, men så blev de mere mærkbare. Den klinkede dukke blev så betaget, at hun blev løs i klinken og pengegrisen blev på sin måde så betaget at han besluttede at gøre noget for en af dem, sætte ham i sit testamente, som den, der skulle ligge i åben begravelse med ham når den tid kom.
Det var en sand nydelse, så at man opgav tevandet og blev ved forstandsøvelsen, det kaldte man at lege mennesker og der var ingen ondskab deri, for de legede kun – og hver tænkte på sig og på hvad pengegrisen tænkte, og pengegrisen tænkte længst, han tænkte jo på testamente og begravelse – og når kom det i stand – altid før man venter det. – Knak! der lå han fra skabet – lå på gulvet i stumper og stykker, mens skillingerne dansede og sprang; de mindste snurrede, de store trillede, især den ene sølvdaler, han ville ordentlig ud i verden. Og det kom han og det kom de alle sammen; og skårene af pengegrisen kom i bøtten, men på skabet selv stod igen næste dag en ny pengegris af lertøj, der var endnu ikke en skilling i den, derfor kunne den heller ikke rasle, deri lignede han den anden, det var altid en begyndelse – og med den vil vi ende!